• Karsten Fundal
  • Oscillation (2000)

  • Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
  • 1.1.1.1/1.1.1.0/perc/pf/str
  • 13 min

Programme Note

I værket benytter jeg mig af en slags fiktiv musikalsk tyngdelov.

Musikken består således af flere lag rytmiske og tonemæssige mønstre, der når de falder sammen påvirker hinanden og ’rammer’ et ’fælles’ tyngdepunkt midt imellem de positioner de ville have haft, hvis de ikke påvirkede hinanden.
Disse fiktive tyngdepunkter, eller mødepunkter, danner forgrund og baggrund i musikken, idet toner uden sammenfald er lig med enkeltstående instrumenter, hvorimod sammenfaldende toner er lig med flere instrumenter, der spiller den samme tone kraftigt. Der er således hele tiden disse to lag til stede.

Værket bygger på en idé jeg har haft i mange år, og faktisk skulle et tidligere værk, nemlig Anelsernes Land, have været en udførelse af denne ide. Jeg kunne imidlertid ikke dengang eksekvere ideen fuldstændig, bla. pga. instrumentationen og det rent beregningsmæssige, og værket blev derfor mere lyrisk, end det nye værk, der har et vist maskinpræg over sig på overfladen. Den irregularitet der opstår i sammenfaldendes fællesmønster giver et tosidet billede, som et janushoved.

Desuden benyter jeg mig senere i værket af et rytmisk forhold, hvor to linier spilles samtidig, i næsten samme tempo, (49:50), men dette at de forskyder sig den lille smule giver nogle enorme udsving, når den ovenfor beskrevne ’tyngdelov’ fastholdes.

Stykket er skrevet som en studie af de ovenfor beskrevne lovmæssigheder, og jeg har ikke på forhånd søgt at planlægge hvordan stykket skulle udfolde sig, men snarere fulgt de lovmæssigheder materialet indeholdt, der hvor det tog mig hen.

Man kan således næsten betragte stykket som en meget langsom improvisation, idet jeg ikke har kunnet forudsige materialets detaljerede retning, men kun den overordnede gestaltning.
Det er klart, at når der tales om materialets retning, er der både tale om den matematisk/logiske lovmæsighed i musikken, og den intuitivt/dynamiske fornemmelse af hvor musikken er på vej hen, så disse to hele tiden er i samspil med hinanden.

Stykket er skrevet på bestilling af Aarhus Sinfonietta.

- Karsten Fundal

Scores