Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- Vagn Holmboe
Symfoni nr.13, Op. 192 (1994)
(Symphony no.13)- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
- 3(pic).2+ca.2+bcl.2+cbn/4.3.3.1/timp.perc/str
- 25 min
Programme Note
I januar 1993 imødekom Vagn Holmboe en opfordring fra den walisiske dirigent Owain Arwel Hughes til at skrive en 13. symfoni. Symfonien blev færdigi 1994 og er tilegnet Hughes, der med Aarhus Symfoniorkester har indspillet alle Holmboes symfonier for det svenske pladeselskab BIS. Om Symfoni nr. 13 fortæller Robert Suff, musikproducer ved BIS:
"Som i 10., 11. og 12. Symfoni. er Holmboes 13. også i tre satser, men det er usædvanligt for Holmboe, at alle satser har et hurtigt grundtempo. Orkestreringen er Holmboes 'sædvanlige': Træblæserne inkluderer piccolofløjte, engelsk horn, basklarinet og kontrafagot, og der er et stort opbud af slagtøj. I modsætning til den 11. og 12. Symfoni erstatter en celeste harpen; dens rolle begrænser sig til en kort synkoperet duet med vibrafonen i begyndelsen af 2. sats. Også slagtøjet uden fast tonehøjde har en begrænset rolle med en i øvrigt lige så stor koloristisk som rytmisk betydning. Med en afbalanceret orkestrering opnås en gennemsigtighed selv i passager med det største instrumentopbud.
1. sats har en kort, dramatisk introduktion, der afbrydes af et stadigt tilbagevendende horn-motiv. Motivet præsenteres i stigende tonehøjde i hele orkestret – ofte som kanon. Den ubønhørlige udvikling afbrydes af snerrende mesingblæsere, der akkompagneret af violiner i et højt leje og med korte kommentarer fra træblæsere og vibrafon.
2. sats har en forfinet instrumenteret introduktion, som ikke desto mindre peger frem mod en energi, der snart slippes løs i satsens to kraftfulde scherzo-afsnit i 3/4-takt. Et roligt mellemspil, domineret af en lysende strygersats, skaber et pusterum, men scherzoens rytmiske energi sættes hurtigt i gang igen og styrer mod en kulmination. Her stoppes den pågående 3/4-bevægelse af rytmiske, unisone akkorder i 4/4. Et sidste udbrud af energi fra strygerne og træblæserne dør ud, og satsen bringes til en stilfærdig afslutning af pizzicerede strygere – dramatisk afbrudt af en enkelt, kraftfuld og dissonerende hornakkord.
Finalen sættes i gang af rytmiske triol-figurer, der opbygges til et højdepunkt. Et langsommere mellemspil, hvor horn-motivet atter høres, udvikler sig til et længerevarende højdepunkt. Herefter glider strygernes raske trioler bort for at give plads til koral-agtige signaler fra messingblæserne – en indvarsling af slutningens stemning, roligere, men dnkel, hvor en enlig fløjtes sidste tone klinger langsomt ud.
Alle satser imponerer i kraft af den konsekvens i musikkens udvikling, der fører til fuldbyrdelsen af den kompakte, massive strukturer - et kendetegn ved alle Vagn Holmboes bedste værker."
DR Musik- og kulturredaktion.
"Som i 10., 11. og 12. Symfoni. er Holmboes 13. også i tre satser, men det er usædvanligt for Holmboe, at alle satser har et hurtigt grundtempo. Orkestreringen er Holmboes 'sædvanlige': Træblæserne inkluderer piccolofløjte, engelsk horn, basklarinet og kontrafagot, og der er et stort opbud af slagtøj. I modsætning til den 11. og 12. Symfoni erstatter en celeste harpen; dens rolle begrænser sig til en kort synkoperet duet med vibrafonen i begyndelsen af 2. sats. Også slagtøjet uden fast tonehøjde har en begrænset rolle med en i øvrigt lige så stor koloristisk som rytmisk betydning. Med en afbalanceret orkestrering opnås en gennemsigtighed selv i passager med det største instrumentopbud.
1. sats har en kort, dramatisk introduktion, der afbrydes af et stadigt tilbagevendende horn-motiv. Motivet præsenteres i stigende tonehøjde i hele orkestret – ofte som kanon. Den ubønhørlige udvikling afbrydes af snerrende mesingblæsere, der akkompagneret af violiner i et højt leje og med korte kommentarer fra træblæsere og vibrafon.
2. sats har en forfinet instrumenteret introduktion, som ikke desto mindre peger frem mod en energi, der snart slippes løs i satsens to kraftfulde scherzo-afsnit i 3/4-takt. Et roligt mellemspil, domineret af en lysende strygersats, skaber et pusterum, men scherzoens rytmiske energi sættes hurtigt i gang igen og styrer mod en kulmination. Her stoppes den pågående 3/4-bevægelse af rytmiske, unisone akkorder i 4/4. Et sidste udbrud af energi fra strygerne og træblæserne dør ud, og satsen bringes til en stilfærdig afslutning af pizzicerede strygere – dramatisk afbrudt af en enkelt, kraftfuld og dissonerende hornakkord.
Finalen sættes i gang af rytmiske triol-figurer, der opbygges til et højdepunkt. Et langsommere mellemspil, hvor horn-motivet atter høres, udvikler sig til et længerevarende højdepunkt. Herefter glider strygernes raske trioler bort for at give plads til koral-agtige signaler fra messingblæserne – en indvarsling af slutningens stemning, roligere, men dnkel, hvor en enlig fløjtes sidste tone klinger langsomt ud.
Alle satser imponerer i kraft af den konsekvens i musikkens udvikling, der fører til fuldbyrdelsen af den kompakte, massive strukturer - et kendetegn ved alle Vagn Holmboes bedste værker."
DR Musik- og kulturredaktion.