Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- Niels Rosing-Schow
Piseq (1996)
(Rite III)- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
Programme Note
PISEQ (1996)
Ritus III
for altsaxofon og slagtøj
Ritus I-III udgør en lille serie af værker, som er skrevet for slagtøj eller slagtøj kombineret med andre instrumenter. De er kendetegnet ved en eller anden form for 'etnisk' inspiration. I Ritus III er den særdeles konkret, nemlig en lille grønlandsk melodi, som jeg har lært at kende gennem musiketnologen Michael Hausers bog "Traditional Greenlandic Music". Her fortælles, at sangen er en del af sagnet "Anoritôk":
"Sagnet fortæller om kvinden Anoritôk, hvis søn var blevet dræbt af de andre jægere, fordi han drillede dem. I stedet gav de hende en bjørneunge, som hun tog sig af og opfostrede. Bjørnen legede med bopladsens børn, og senere tog jægerne den med ud på jagt. Den var meget god til at sørge for mad til sin fostermoder, men da jagten svigtede, begyndte den at stjæle fra de andre jægeres kødstativer. Til sidst dræbte de den. Anoritôk ledte forgæves og gik op bag husene og sang:
Hun, der tror at have en bjørn som barn,
er mærket af så megen søgen,
en bjørn, en bjørn, en bjørn.
Hun blev ved at synge i lang tid og til sidst blev hun til sten. Folk plejede at bringe hende offergaver og oversmøre hendes mund med hvalspæk."
Den grønlandske melodi optræder i slutningen af Ritus III, men har også sporadisk givet stof til andre dele af værket. Stykkets forløb er ikke bevidst tænkt som en afspejling af sagnfortællingen; melodien har jeg lånt for dens iørefaldende musikalske kvaliteter. Værkets forløb veksler mellem harmonisk/klangligt prægede afsnit og mere melodisk/rytmisk prægede afsnit.
Ordet Piseq udtrykker i den nordgrønlandske tradition det personlige ejerskab af en trommesang. Med denne titel ønsker jeg på en gang at pege på den grønlandske inspiration og at udtrykke tilegnelsen af værket til DuoDenum.
Ritus III
for altsaxofon og slagtøj
Ritus I-III udgør en lille serie af værker, som er skrevet for slagtøj eller slagtøj kombineret med andre instrumenter. De er kendetegnet ved en eller anden form for 'etnisk' inspiration. I Ritus III er den særdeles konkret, nemlig en lille grønlandsk melodi, som jeg har lært at kende gennem musiketnologen Michael Hausers bog "Traditional Greenlandic Music". Her fortælles, at sangen er en del af sagnet "Anoritôk":
"Sagnet fortæller om kvinden Anoritôk, hvis søn var blevet dræbt af de andre jægere, fordi han drillede dem. I stedet gav de hende en bjørneunge, som hun tog sig af og opfostrede. Bjørnen legede med bopladsens børn, og senere tog jægerne den med ud på jagt. Den var meget god til at sørge for mad til sin fostermoder, men da jagten svigtede, begyndte den at stjæle fra de andre jægeres kødstativer. Til sidst dræbte de den. Anoritôk ledte forgæves og gik op bag husene og sang:
Hun, der tror at have en bjørn som barn,
er mærket af så megen søgen,
en bjørn, en bjørn, en bjørn.
Hun blev ved at synge i lang tid og til sidst blev hun til sten. Folk plejede at bringe hende offergaver og oversmøre hendes mund med hvalspæk."
Den grønlandske melodi optræder i slutningen af Ritus III, men har også sporadisk givet stof til andre dele af værket. Stykkets forløb er ikke bevidst tænkt som en afspejling af sagnfortællingen; melodien har jeg lånt for dens iørefaldende musikalske kvaliteter. Værkets forløb veksler mellem harmonisk/klangligt prægede afsnit og mere melodisk/rytmisk prægede afsnit.
Ordet Piseq udtrykker i den nordgrønlandske tradition det personlige ejerskab af en trommesang. Med denne titel ønsker jeg på en gang at pege på den grønlandske inspiration og at udtrykke tilegnelsen af værket til DuoDenum.