- Niels Rosing-Schow
Orichalk (2004)
- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
For Århus Symphony Orchestra
- 3(pic).3(ca).3(bcl).3(cbn)/4.3.3.1/timp.2perc/hp/str
- 20 min
Programme Note
Den græske filosof Platon (427 - 348) omtaler i dialogerne Timaios og den uafsluttede Kritias det forsvundne Atlantis. Legenden om dette mægtige rige er ifølge Platon for generationer siden blevet fortalt til den athenske politiske filosof og lovgiver Solon (ca. 640 - ca. 560) af en ægyptisk præst. Under et besøg i byen Saïs dechifrerer præsten for Solon en papyrusrulle om de ældste tider. Atlantis skulle ifølge beretningen være gået til grunde 9000 år før Platons tid.
Det sagnomspundne rige var en ø "udenfor det Stræde, som I [grækerne] kalder Heraklessøjlerne [Gibraltar]." I dette rige og frugtbare land var der også stenbrud og minedrift: man udvandt bl.a. "det vi nu kun kender af Navn, Orichalkos - dengang var Orichalkos mere end et Navn: det blev gravet ud mange steder på Øen og var dengang det værdifuldeste metal næst efter Guldet". Dette metal (orichalk, egl. ‘bjergmalm’) blev blandt andet brugt til at udsmykke kongeslottet og templet. Ikke blot var den inderste ringmur beklædt med orichalk, "der glimtede som Ild", men også figurer og templets indre - mure, søjler og gulv - var beklædt med orichalk.
Ved at opkalde et orkesterværk efter dette mystiske, sagnomspundne metal ønsker jeg at påkalde forestillingen om noget mytologisk ophøjet, noget magtfuldt og ærefrygtindgydende: man både tiltrækkes og viger tilbage for dets pragt.
Samtidig er mere konkrete associationer i spil: klangen, sammensmeltningen af mange lydbestanddele, tænkes som en metafor for det ‘guldskinnende’ metal, en legering af mange malme - ja, kan man overhovedet forestille sig klangen af dette fantastiske metal, en klokke af orichalk, f.eks.? Og musikkens bevægelse kan være et billede af metallets tilstandsformer: det ophedes, overgår fra fast til flydende form. Også det gådefulde orichalks forbindelse til særlige energitilstande lader sig omskrive i musik.
Værket er tilegnet Aarhus Symfoniorkester.
Det sagnomspundne rige var en ø "udenfor det Stræde, som I [grækerne] kalder Heraklessøjlerne [Gibraltar]." I dette rige og frugtbare land var der også stenbrud og minedrift: man udvandt bl.a. "det vi nu kun kender af Navn, Orichalkos - dengang var Orichalkos mere end et Navn: det blev gravet ud mange steder på Øen og var dengang det værdifuldeste metal næst efter Guldet". Dette metal (orichalk, egl. ‘bjergmalm’) blev blandt andet brugt til at udsmykke kongeslottet og templet. Ikke blot var den inderste ringmur beklædt med orichalk, "der glimtede som Ild", men også figurer og templets indre - mure, søjler og gulv - var beklædt med orichalk.
Ved at opkalde et orkesterværk efter dette mystiske, sagnomspundne metal ønsker jeg at påkalde forestillingen om noget mytologisk ophøjet, noget magtfuldt og ærefrygtindgydende: man både tiltrækkes og viger tilbage for dets pragt.
Samtidig er mere konkrete associationer i spil: klangen, sammensmeltningen af mange lydbestanddele, tænkes som en metafor for det ‘guldskinnende’ metal, en legering af mange malme - ja, kan man overhovedet forestille sig klangen af dette fantastiske metal, en klokke af orichalk, f.eks.? Og musikkens bevægelse kan være et billede af metallets tilstandsformer: det ophedes, overgår fra fast til flydende form. Også det gådefulde orichalks forbindelse til særlige energitilstande lader sig omskrive i musik.
Værket er tilegnet Aarhus Symfoniorkester.