Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- Poul Ruders
Andersen Sange (2004)
(Andersen Lieder)- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
- 3(pic).3(ca).3(bcl).3(cbn)/4.3.3.1/2perc/hp/pf(cel)/str
- Baritone
- 22 min
- H.C. Andersen
Programme Note
De tre H.C. Andersen-digte (Aftendæmring og Spillemanden, begge fra bogen Phantasier og Skizzer, 1831, samt Oldingen, fra Julebog, 1874) balancerer hudløst mellem det overjordisk visionære og det dennesidige banale, det sidste i en grad, så jeg helt bevidst har krænket Andersens ophavsret og udeladt fjerde linie i første vers af Aftendæmring ("En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst"). De drømmende småfugles lyst gribes således i flugten af den sig i drømme svingende lærke...
Og der bliver netop drømt og sovet, og der grædes og føles med en ægthed og en direkte appel som man aldrig ville finde hos mere forfinede poeter som f.eks. Aarestrup eller J.P. Jacobsen. Andersen maler med den brede pensel og går lige i sjælen på os med en rystende skønhed og enkelthed.
De tre sange begynder ved skumringstide, hvor "Aftnen smelter bort" og natten klædes sort, derpå sceneskift, vi er nu indenfor et sted i landsbyen, til bryllupsfest, men det er et sorgens, jalousiens og dødsvisionens maskespil. I tredie sang, Oldingen, står vi nu "Foran den store Indgang", Andersen er nu 69 år og selv på tærsklen til "Støvets Leveaar, Det Rum Gud gav", og åbner i dette sene digt op for en forfærdende pessimisme og livstvivl, men finder dog trøst i sjælens ukrænkelighed over den jordiske forgængelighed: "Vort Legem' døer, men Sjælen kan ej døe!"
Hvor banalt kan det blive? er det fristende at tænke, men det er netop her Andersen viser sit format, ved at gå helt ud til kanten af det tilladelige; det indlysende gøres enestående og for alle slægtled gyldigt i et sublimt svunget digt, hvor der er højt til loftet. Der er overskud - trods alt.
- Poul Ruders, september 2005
Og der bliver netop drømt og sovet, og der grædes og føles med en ægthed og en direkte appel som man aldrig ville finde hos mere forfinede poeter som f.eks. Aarestrup eller J.P. Jacobsen. Andersen maler med den brede pensel og går lige i sjælen på os med en rystende skønhed og enkelthed.
De tre sange begynder ved skumringstide, hvor "Aftnen smelter bort" og natten klædes sort, derpå sceneskift, vi er nu indenfor et sted i landsbyen, til bryllupsfest, men det er et sorgens, jalousiens og dødsvisionens maskespil. I tredie sang, Oldingen, står vi nu "Foran den store Indgang", Andersen er nu 69 år og selv på tærsklen til "Støvets Leveaar, Det Rum Gud gav", og åbner i dette sene digt op for en forfærdende pessimisme og livstvivl, men finder dog trøst i sjælens ukrænkelighed over den jordiske forgængelighed: "Vort Legem' døer, men Sjælen kan ej døe!"
Hvor banalt kan det blive? er det fristende at tænke, men det er netop her Andersen viser sit format, ved at gå helt ud til kanten af det tilladelige; det indlysende gøres enestående og for alle slægtled gyldigt i et sublimt svunget digt, hvor der er højt til loftet. Der er overskud - trods alt.
- Poul Ruders, september 2005