• 0.0.2(2bcl).0/3.2.0.0/2perc/pf/str(4.0.0.2.0)
  • 10 min

Programme Note

Niels Marthinsen skriver selv om sit værk, der var et bestillingsværk til brug for Malkokonkurrencen 1998:

“Når Danmarks Radio bestiller en ny komposition til Nicolai Malko Konkurrencen, stilles der et særligt krav: Værket skal være slagteknisk kompliceret. Komponisten må altså skabe en slags musikalsk akrobatnummer, som det er dirigentens opgave at lede musikerne sikkert igennem så de sammen kan forløse værkets musikalske problemstillinger. I Outland forekommer der en slags multisynkron problematik.

Forestil Dem at De er trampolinspringer. De skal udmåle Deres spring, så der altid er nøjagtig det samme tidsrum mellem hver trampolinberøring. Når De er i luften, skal De udføre en række indviklede øvelser, der aldrig gentager sig, og som derfor må læres hjemmefra. Tænk Dem så, at De deltager i en særlig form for synkron trampolinspring, hvor De og Deres makker skal ramme trampolinerne samtidig, mens øvelserne i luften kun skal udføres delvist synkront. Kun visse bevægelser gøres altså synkront; Deres luftballet er desuden nøje afstemt med makkerens, så de figurer De udfører i samme hop, altid begynder samtidig. De og makkeren er med i en opvisning: 16 trampolinspringere optræder på én gang. De springer i par, nogle endda i hold på tre eller fire. Alle rører trampolinen samtidig, og alle holdene springer på samme måde som De og Deres makker, bare i anderledes figurer. Ikke nok med det, holdene er ofte indbyrdes koordinerede i luften. For ligesom at holde styr på det hele, har De bedt en bekendt om med armbevægelser at vise, hvor holdenes fælles nedslagspunkter ligger og forsøge at lede Deres anstrengelser i luften, så helhedsindtrykket af trampolinkoreografien kommer til sin ret. Hvis De kan se Dem selv i den situation, har De en god chance for at fornemme hvad Outland kræver af dirigent og musikere.

Musikken skifter sjældent taktart og tempo. Dirigenten kan groft sagt nøjes med at slå to langsomme slag per takt og lade de 16 musikere svede, mens de udfører deres ofte særdeles krævende stemmer. Hvis dirigenten imidlertid vil vise ensemblet, hvordan han føler musikken skal formes og dens nuancer skal udføres, må han ‘dirigere mellem taktslagene’. Her ligger udfordringen, for ligesom trampolinspringerne ovenfor er musikerne i Outland kun delvist koordinerede. Dirigenten må holde rede på mange forskellige, men samtidige begivenheder. De benytter sig alle af det samme musikalske materiale, men derudover bevæger de sig i hver sin verden, og hver for sig udføres de af forskellige musikerhold i perfekt koordination.

En musik som udfolder sig i mange lag der har lige netop så mange fælles nedslagspunkter at man kan høre den mindste upræcision, er noget af det sværeste at holde styr på overhovedet.

Outland er skrevet for to klarinetter, tre horn, to trompeter, to marimbaer, klaver, fire violiner og to celloer. Denne besætning giver rige muligheder for at dele ensemblet op i mindre hold der samtidigt spiller hver sin udgave af den samme musik.

Ensemblet kan også spille særdeles kraftigt. Det er der brug for i Outland, der ikke nøjes med at præsentere et teknisk virtuosnummer. Det er også en musik der vil frem; den er fuld af råstyrke og vitalitet. Titlen Outland associerer til et sted, der er fremmed, ekstremt, barskt, på overdrevet eller langt ude. Ordet findes egentlig ikke i de engelske ordbøger, men det burde det, for det beskriver bedre end noget andet det musikalske landskab Outland bevæger sig i.”

- Niels Marthinsen

Scores