Fra New York til Umeå

Operamusik af Poul Ruders står på programmet i både operahuse og koncertsale dette efterår. 15. oktober får Dancer in the Dark sin svenske førsteopførelse efter september måneds verdenspremiere og efterfølgende forestillinger i København. Det er NorrlandsOperan i Umeå, der står for den svenske opførelse, og opsætningen er blevet til i samarbejde med Det Kongelige Teater.
Samtidig spilles Ruders' destillerede operamusik Kafkapriccio ved koncerter i USA og Canada. Kafkapriccio, der består af fem satser for kammerorkester, bygger på musikken fra Ruders' opera Proces Kafka fra 2005. De fem satser parafraserer den oprindelige operamusik, og er med Ruders' ord "en destillation for 14 instrumenter af det store operapartitur". Efter en velanmeldt amerikansk førsteopførelse i New York bliver Kafkapriccio spillet for første gang i Canada 17. oktober af Aventa - et af Canadas førende ensembler for moderne kompositionsmusik.

Related News